torsdag den 30. december 2010

Julestjerne i flowerpaste.


Jeg fik hygget mig idag med mine dejlige veninder og i det gode selskab fik jeg lavet denne smukke julestjerne. Julestjernen er lavet i hvid flowerpaste og dustet med limegrøn pulverfarve i midten af blomsten samt i kanten af blomstens blade.


Samme dag fik jeg også forsøgt mig med en hawaiiblomst i skarp pink. Blomsterne er begge mine første forsøg. Jeg vil forsøge mig med hawaiiblomsten igen og vil forsøge at lave den mere lukket i bunden af blomsten. Jeg synes heller ikke at blade cutterne er i den rigtige størrelse, som jeg umiddelbart husker hawaiiblomsten. Der er stadig noget at arbejde med, når det kommer til den. Julestjernen er jeg rimelig godt tilfreds med. De kommer jo i mange udformninger og farver og jeg synes godt om min udgave fra idags kreative hjørne.

Cutterne til begge blomster har jeg købt hos Scott Clark Woolley og her kan du se cutteren til Julestjernen (Poinsettia) og cutteren til Hawaiiblomsten ( Hibiscus) samt veineren til Hawaiiblomsten (Hibiscus), julestjernen ( Poinsettia) samt mange flere findes her. 

Kokostoppe med chokolade.

Her mellem jul og nytår har mine børn nydt godt af, at jeg gik hjemme og havde tid til at forkæle dem, med deres ynglings lækkerier. Min ældste søn Mike elsker f.eks. kokostoppe med chokoladebund som disse:
Mums de var lækre. Opskriften er en gammel kending og kan printes

Kokostoppe med chokoladebund.

Dej:

150 g sukker
1 pose kokos (200g)
75 g margarine
2 æg

Margarinen smeltes i en gryde med plads til resten af ingredienserne. Når margarinen er smeltet blandes kokos og sukker i, og der røres æg i derefter.

Med våde hænder former jeg kokostoppene, ved at samle dejen sammen og til en top, som stilles på en bageplade med bagepapir. Du kan selfølgelig også sætte kokostoppene på pladen med skeer, men jeg ønsker ikke for mange kokos strittere, da de hurtigt bliver for mørke, når toppene bages.
Bag kokostoppene i en 180 gr forvarmet ovn, og tag dem ud når de er gyldne på toppen.
Når toppene er helt kolde, er de mest holdbare og kan da dyppes i tempereret chokolade.
De kan også sagtens spises som de er, og kan gemmes med eller uden chokoladebund i en tætsluttende kagedåse.

Velbekomme :)

Connie

fredag den 24. december 2010

Juleaftens cupcakes.

Så blev der alligevel lidt tid til at lave cupcakes på juleaftensdag. Glædelig jul til jer alle.

torsdag den 23. december 2010

Min første juleferiedag hengivet i sukkerdekorationer.

Så blev det juleferie for mig, og jeg havde lovet mig selv en hel dag, hvor jeg måtte lege med sukkerdekorationer, hvis julegaverne alle var i hus. Det var de, så jeg satte jeg mig med god samvittighed og helligede mig min hobby. Dette er så, hvad der kom ud af min hygge dag.
De små englepiger er bla. til min niece Julie.

-Og så fik jeg leget med juletræer på juletræscookies.

- Og det blev også til en isbjørn. Hænger det mon sammen med, at jeg er af den opfattelse, at jeg burde gå i hi om vinteren, indtil forårets solskin kan varme mig op. Jeg fryser nemlig voldsom hele vinteren. brrrrr.

-Og sidst men ikke mindst...en cookie der ligner min hund Luna. Hun følger mig meget opmærksomt, når jeg går igang i køkkenet ;)

Det var så det for denne gang. Men der er jo mange flere feriedage ,og jeg har givet migselv masser af legetid ;)

Glædelig jul allesammen.

lørdag den 11. december 2010

Chocolade-havre cookies til min bror.

 Min bror holder fødselsdag imorgen søndag, og jeg har bagt disse Isabellas chokolade-havre cookies til ham. Jeg har ændret opskriften en anelse og tilsat hasselnødder til dejen. Jeg har pakket cookies ind og købt fødselsdagsgave, så nu kan jeg slappe af og se frem til at fejre ham imorgen.

onsdag den 8. december 2010

Measurement converter - Udenlandske måleindheder omregnet til gram.

Jeg bager tit efter udenlandske opskrifter og der er ingredienserne opgivet i andre måleindheder som bla. cups og ounces. Jeg har et cupmål til tørre ingredienser men det er jo immervæk lettere at veje smør af i gram end som ½ cup. Derfor vil jeg lige dele med jer dette link, hvor cups er omregnet til gram med forskellige ingredienser.

tirsdag den 7. december 2010

En pudekage med vinterdesign.

Jeg har for kort tid siden købt pude-bageforme hos specialkøbmanden og bagte denne kage i den mellemste form. Snemanden har jeg lavet ved at bruge vejledningen fra Bettinas fra Betty Sugardreams flotte bog. Det er en super spændende og inspirerende, bog med mange billeder, som guider dig gennem hendes designs. Jeg kan varmt anbefale bogen, da det er en af mine absolutte favorit "how to do" kage design bøger.

mandag den 6. december 2010

Nicolas cupcakes til julefrokosten.



Så blev det tid til kager til den store julefrokost på min søns skole. I år besluttede jeg at det var lettere med cupcakes til eleverne, end kage der skal skæres for. Nicolas elsker cupcakes og valget faldt på disse af chokolade med top i IMB og små udstikkede stjerner.

torsdag den 2. december 2010

Cookies til at decorere på.


Disse cookies er bagt af denne Sukker Cookies basisopskrift.

300 g hvedemel
1 teskefuld bagepulver
170 g smør
100 g sukker
1 stort æg
vaniljesukker

Bland mel, vaniljesukker og bagepulver i en skål. Smør og sukker piskes let og luftigt med håndmixer eller i en røremaskine. Æg tilsættes og dejen røres ensartet. Tilsæt melblandingen af 2 gange og rør til dejen er samlet. Pas på ikke at rører for længe.

Saml dejen til en kugle og pak den ind i film eller en frostpose, og læg den på køl i 30 min. Dette sikre at dejen er mere fast, når den rulles ud.

Når dejen skal rulles ud, kan det gøres på et melet bord, men for meget ekstra mel i dejen, ændre på konsistens og smag i de færdige cookies.
Derfor ruller jeg dele af dejen ud imellem to stykker bagepapir, således at jeg     sikre mig, at dejen ikke bliver tilsat mere mel.

Rul dejen ud i ½ cm tykkelse, og stik kager ud med kageudstikkere af dit valg. Fjern dejen mellem kagerne og læg småkagerne med bagepapiret siddende under dem på en bageplade og sæt den i køleskabet i min 1 time. Dette sikre at kagerne holder deres form bedre under bagningen. Cookies bages ved 175 gr. til de er let gyldne i kanterne. Hvis du lader kagerne stå yderligere på bagepladen et par min. inden de overføres til en rist, for at køle af, opnår du at cookies som er lyse, bliver færdigbagte og sprøde, da du udnytter den sidste varme fra pladen. Desuden er nybagte varme cookies skrøbelige og skal håndteres forsigtigt indtil de er kølet af og blevet faste.

Tip til smagsvarianter.

Krydercookies opnås ved at tilsætte 1 spiseske brunkagekrydderi (1 teskefuld kanel, ½ teskefuld kardemomme, ¼ teskefuld muskatnød)
Citroncookies opnås ved at tilsætte 1 teskefuld finthakket citronskal.

Mandelcookies opnås ved at erstatte vaniljesukkeret med 1 teskefuld mandelessens.

Cookies kan decoreres med udrullet sugarpaste, eller royal icing (flormelis, pastauriseret æggehvide og citronsaft pisket sammen).


Kilde: Confetticakes vanilla sugar cookies.

Smagsvarianter er mine egne ændringer.
 


 

lørdag den 30. oktober 2010

Jasmins og Amalies fælles fødselsdag


Skønne Jasmin og hendes søde veninde Amalie skulle holde fælles fødselsdag for pigerne i klassen. Til festen havde Jasmin denne pigekage med, hvor hun ønskede at der skulle være figurer af Amalie og hende samt makeup på siden. Amalie og Jasmin I ønskes hermed en dejlig fødselsdag sammen :)
Posted by Picasa

Halloween


Jeg har været så heldig at være på kursus med min skønne veninde Anette. Kurset blev afholdt hos specialkøbmanden i Rødovre, og det var den dygtige Janne Lund som stod for, at skulle lære os at lave skæve etagekager. Jeg havde på forhånd forestillet mig, at min kage skulle bruges til halloween, og endte efter 4 skønne timer, hvor vi skar kagerne til, og dekorerede dem, med dette resultat.

Tusind tak søde Anette for den gode ide med at gå på kursus og nyde en tøsedag med fingrene i sugarpasten, på en ganske almindelig onsdag formiddag. Det er ikke sidste gang ;)

Og et stort tak til Janne for en hyggelig kreativ dag med mange tips til dekoration. Vi ses for lidt ;)
Posted by Picasa

mandag den 18. oktober 2010

Min søns kage til hans 15 års fødselsdag.

Vi har den skønneste westie i vores familie. Min søn Oliver er vild med hende og øve ofte forskellige komandoer, med den stædige selvstændige terrie. Derfor skulle han selfølgelig også ha en kage med hans elskede Luna på.

En princessekage til en sød princesse.

En kage til en sød princesse med inspiration fra Bettys sugardreams bog.

Mini etagekage.

Mit forsøg på at arbejde med patchwork hjerter, samt smukke callas og 5 blads fyldblomster.

lørdag den 24. juli 2010

Bryllupskagen til Thomas bryllup.



Thomas skal giftes og han sagde til mig, at der skulle stå 24-7. Naturligvis datoen for deres bryllup, men også at at de stod sammen i kærlighed 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen :) Så var der ikke et øje tørt hos mig, den evige romantikker ;)

Kagen er bagt af lysebunde og fyldt med jordbærfromage og champagnemouse. Igen smurt op af IMBC og overtrukket med sugarpaste.

Gravid mave kage.



Jeg har længe ønsket og lave en gravid mave kage i sommerkjole, så da der var fødselsdag hos en kollega og hans kæreste som er højgravid, fik jeg muligheden for at lave kagen.

Jeg har bagt den af lyse lagkagebunde, og fyldt den med mørk chokoladeganache og jordbærfromage. Kagen blev smurt op med min bedste nye ven IMBC. Overtrukket med marcipan og dernæst sugarpaste.

lørdag den 10. juli 2010

En Hf studenterkage til Michelle.

Mine venindes datter Michelle har fået en fantastisk flot hf-studenter eksamen og selfølgelig skulle hun ha en flot kage til sin fest.

torsdag den 10. juni 2010

Mit første forsøg med pæoner og hydrangea.

Mine første forsøg med sukkerblomsterne Bunderosen ( Pæon), Calla, Hortensia (Hydrangea). Hydrangea blomsterne blev lavet med cutters og veiners fra scott clark wolley. Alle blomster som har været en fornøjelse at lave og farve.Posted by Picasa

Mit første forsøg med pæoner og hydrangea.



Idags kreative aften fornøjelse, blev denne kage pyntet med dyb rød pæon, hvide calla liljer, hortensia i hvide og lyserøde. Borten på kager blev lavet med en mønsterrulle og jeg er alt ialt godt tilfreds med resultatet.